Monty og Morgan fra troppen har skrevet en beretning fra tropsspejdernes divisionsturnering i Kristi Himmelfarts-ferien, hvor Polarstjernen sikrede sig en flot 2. plads.
Vi ankom til Middelfart klokken 5 fredag morgen ved en spejderhytte. Skovpadderne meldte deres ankomst og fik udleveret en færgebillet og oplysning om, at vi skulle til et land, hvor spejderaktivitet havde været forbudt i mange år. Vi sejlede med en fiskekutter til et ”fremmed” land.
Der fik vi et lille kort med oplysninger om den næste aktivitet og placering. Vi drog af sted mod posten, hvor patruljen skulle dele sig op i to hold. Det ene hold skulle på o-løb i et bevokset terræn, og det andet hold skulle på pointløb.
Da vi var færdige, fik vi et nyt kort og gik hen mod den næste post, som var et stjerneløb. Vi havde til at starte med 5 timer til at nå 5 poster, men alle fik forlænget deres tid med én time.
Posterne bestod af forskellige færdigheder, som man enten havde lært om på Sleipner, eller som var almindelige spejderfærdigheder.
Klokken havde nærmet sig 16, og vi gik videre til posten, hvor vi skulle lave en bivuak, et midlertidigt bålsted og mad, der skulle bedømmes.
Om morgenen blev vi vækket klokken 5. Alt skulle sløjfes, og vi skulle spise morgenmad, så vi var klar til at tage med færgen mod et nyt land.
I det nye land vandrede vi i et sumpet terræn med brændenælder, højt græs og bakker.
Vi ankom til det sted, hvor vi skulle blive resten af divisionsturneringen. Vi fik den opgave, at vi skulle lave et motionsredskab. Det gik nogle i gang med, imens andre gik i gang med at slå en bivuak op.
Frokosten blev spist, og derefter fik vi lov til at arbejde videre. Hen ad eftermiddagen skulle vi være færdige med projektet, og vi skulle nu prøve det andet lands spejderfærdigheder af. Det var 5-kamp med bla. Øksekast, savning, klatring og bueskydning.
Om aftenen var vi inviteret til banket. Vi fik to retter mad. Efter maden var der film, og man kunne ligge sig til at sove.
Søndag morgen var der præmieoverrækkelse. Skovpadderne fik en flot 2. plads!
Aquila fra Stjernegruppen vandt 1. pladsen.
Vi tog hjem fra en udfordrende og lærerig weekend. Trætte i hovederne, med mange myggestik og i godt humør!